I min psykologiske rådgivning bestræber jeg mig på at kommunikere på en ligefrem og hensyntagende måde i forhold til den problemstilling et menneske henvender sig med.
Således er jeg bevidst om, at det meget ofte er sårbare mennesker i en krisetilstand som henvender sig.
Min baggrund for at rådgive er – udover min uddannelse – erfaring fra andre områder i livet og arbejdsmarkedet. Jeg ser det som vigtigt for en psykolog at have fagligt og personligt kendskab til mere i tilværelsen end blot det akademiske miljø.
Uddannelsesmæssigt har jeg en baggrund fra Aarhus Universitet indenfor relevante terapiformer og psykologiske teorier. Jeg bestræber mig desuden på at være opdateret i nye fund og behandlingsformer og har løbende suppleret min viden med relevante kurser og praktisk efteruddannelse.
Efter jeg blev uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2006, har jeg arbejdet indenfor socialpsykiatrien, fængselsvæsenet, misbrugsområdet samt med psykologisk rådgivning på fuld tid. Mens jeg læste, arbejdede jeg indenfor omsorgsområdet/socialpsykiatrien. Før mit studie har jeg tidligere arbejdet som pædagogmedhjælper, museumskustode, kontorassistent på et bibliotek, lagerarbejder, vaskeriarbejder med mere og har desuden en bachelorgrad i historie.
Som psykolog har jeg erfaring med alle områder, som er nævnt på hjemmesiden og har især en interesse i personlighedspsykologi. Jeg interesserer mig for hvad der driver mennesker, og for hvordan jeg i min rolle bedst afhjælper/behandler i forhold til de ofte psykisk smertefulde problemstillinger, folk oplever.
Min metode afhænger af den individuelle problemstilling.
Mit mål med mit arbejde er at rådgive/støtte efter bedste evne – eller at viderevisitere til hvor behandlingen er mest optimal, afhængigt af den enkeltes behov.
Udover at rådgive beskæftiger jeg mig med psykologiske undersøgelser af borgere for forskellige kommuner i Jylland samt ind imellem i institutionelt og statsligt regi.
Hvis der er lang ventetid i forhold til et samtaleforløb, sørger jeg for at anbefale en anden psykolog.